Europas fattigste land står i affald til halsen

Med vidtrækkende korruption, indskrænket pressefrihed og tendenser til demokratisk afvikling er Moldova presset. Landets manglende affaldshåndtering forsvinder i rækken af problemer, men konsekvenserne er reelle for de millioner af moldovere, der er efterladt i stanken.

Tekst: Kresten Andersen
Foto: Walther Bølge

Man kan lugte det, inden man kan se det. Lugten er afslørende, alligevel er det svært ikke at blive overrasket, når man først ser affaldsbjerget. Affaldsbjergets ufremkommelige tinder er udgjort af industriaffald, husholdningsaffald, rester af vinstokke fra Moldovas mange vingårde samt plastik og glas. Usorteret, ureguleret.

”Vores børn har problemer med vejrtrækningen” siger Victoria mens hun kigger opgivende ud over det enorme affaldsbjerg der fungerer både som landsbyens losseplads og hendes nærmeste nabo. Hun er læge i Moldovas hovedstad Chișinău og én af godt 1000 indbyggere i den lille moldoviske landsby Dănceni omtrent 20 kilometer syd for hovedstaden. Én landsby, ud af mange moldoviske, uden et effektivt affaldssystem.

Fra foden af affaldsbjerget siver en doven og ildelugtende røg. Hvert år bliver lossepladsen stukket i brand i et forsøg på at begrænse mængden af affald, og det kan brænde og ulme i flere måneder i træk. Hvis vinden blæser den forkerte vej, omslutter en tung sort røg byen, som en kvælende, ildelugtende dyne.

Godt 100 meter fra det ulmende skraldebjerg står Victoria med sin treårige søn Swatei på armen. Hun tørrer med en rolig hånd snavs af sin søns kind. Den unge læges dybe bekymring for familiens sundhed står tydeligt i de øjne, der spejder ud over det bølgende blide bakkelandskab, der kendetegner det landlige Moldova.

Blot ét af mange problemer

Den tidligere sovjetstat Moldova er i dag Europas absolut fattigste land, omtrent dobbelt så fattigt som nummer to, Albanien. De godt 4 millioner moldovere lever i et land plaget af en afgrundsdyb korruption, og i et samfund der så sent som i 2018 blev kategoriseret som en ’captured state’ af EU. Det vil sige, en stat der er styret af rige oligarker, og hvor demokrati er en by i Danmark.

Listen over landets problemer er lang og gemt et eller andet sted på den liste, mellem fattigdom, korruption og indskrænket pressefrihed, finder man affaldshåndtering. Ifølge en undersøgelse fra Czech University of Life Science har mellem 60 og 90 procent af de moldovere, der bor i de større byer affaldshåndtering. Deres husholdningsaffald bliver hentet og kørt til lossepladser. For de moldovere der bor uden for byerne, er der blot tale om 2-3 procent.

I storbyerne, hvor moldoverne er så heldige at kunne skille sig af med affaldet, ender deres affald på en af landets statsregulerede lossepladser.

For moldoverne i de mange landsbyer som ikke har offentlig affaldshåndtering, bliver løsningen at skille sig af med affaldet i nærheden af landsbyerne. Langs de hullede landeveje på kanten af landsbyerne ligger affaldet som en ildelugtende påmindelse om de store problemer, der plager det lille land.

De enorme affaldsmænger volder store problemer for de lokale. Når man bevæger sig rundt i de moldoviske landsbyer, er bekymringen tydelig. Moldoverne frygter for de sundhedsmæssige konsekvenser af affaldet.

Der er dog lange udsigter til, at der bliver gjort noget for at forbedre forholdende for de moldoviske landboere. Moldova kommer, ifølge Transparency International, ind på en 122. plads ud af 180 lande, i en måling af staters korruption. Affaldshåndtering indgår anonymt i den lange række af landets problemer, der ikke er blevet løst under det oligarkiske styre, og når det kommer til at løse problemet, peger fingrene ovenfra nedad, og nedenfra opad. Der er ingen, der virker til at tage ansvar for at løse det, der ved første øjekast kan virke som et ubetydeligt problem, men som for de mange landlige moldovere, som Victoria, er en sundhedsbekymring.

Swateis mor Victoria er nervøs for det Moldova, hendes treårige søn skal vokse op i. Foto: Walther Bølge

Et levn fra en svunden tid

Ifølge tal fra Czech University of Life Science er der i Moldova godt 1500 statsregulerede lossepladser. Størstedelen af disse lossepladser stammer fra dengang Moldova var en del af Sovjetunionen, og det er begrænset, hvor meget de er blevet udbygget siden. De regulerede, offentlige lossepladser har derfor store problemer med spildevand og ofte væsentligt mere affald, end der er kapacitet til.

98 procent af moldoverne har ikke nogen affaldshåndtering. Befolkningstallet er meget omstridt, men det svarer til godt 3 millioner moldovere. For de mennesker er der sjældent andre alternativer end at skille sig af med husholdningsaffaldet i enorme uregulerede bunker.

Med en gennemsnitlig månedsløn på omtrent 2800 kroner er det de færreste moldovere, der har råd til at betale for andre løsninger end at smide affaldet på de store interimistiske lossepladser.

Den hurtigt udviklende affolkning af Moldova er en af de problemer der, sammen med korruption og fattigdom, er størst politisk fokus på. Disse problemer står relativt langt foran affaldshåndteringen i køen af problemer, der bliver forsøgt løst. Stort set siden Moldovas selvstændighed i 1991 har den lille nation oplevet et massiv befolkningsfald. Moldovas præsident Igor Dodon erklærede i 2018, at affolkningen, var det største problem i Moldova. Estimaterne varierer, men det vurderes, at op mod én million moldovere har forladt landet, de fleste i jagten på et liv med bedre udsigter.

Det er især unge mennesker, der forlader landet. Dem, der de sidste mange år, har gået forrest med at sætte miljø og klima på dagsordenen i andre europæiske lande.

Et hav af affald

Godt en halv times kørsel syd for Chișinău af veje så hullede, at mobilens skridttæller er overbevist om, at man har løbet et maraton, ligger den lille by Țînțăreni. Landsbyen er hjemsted for Moldovas største losseplads. Den er lovlig, offentligt støttet og så håndterer den cirka halvdelen af Chișinăus affald.

Lossepladsen ved Țînțăreni blev bygget under sovjettiden og taget i brug i 1991. Den fungerede som affaldscentral for hovedstaden frem til 2010, hvor den blev lukket efter pres fra landsbyens indbyggere. I 2017 blev lossepladsen genåbnet og modtager i dag årligt cirka 1 million kubikmeter affald fordelt på et areal omkring 16 hektar, det svarer til lidt over 16 fodboldbaner.

Genåbningen af lossepladsen er blevet mødt med en del kritik fra de lokale indbyggere, der frygter for deres sundhed.

Et stenkast fra landevejen der skærer igennem byen, nede ad en grusvej, bag nogle afskallede og vakkelvorne huse, sidder fire kvinder på små, afskallede træskamler rundt om et bjerg af majskolber. Fingrene skralder ivrigt og mekanisk kolberne fri af bladene. Bladene bliver kastet i én bunke, kolberne i en anden.

De fire kvinder, der er samlet om majskolberne, er som moldoverne er flest. Snaksalige, gæstfrie og utilfredse med landets problemer. Samtalen falder hurtigt på byens losseplads, som de arbejdsomme landsbykoner ikke er begejstret for.

 ”Det er ikke rart at have lossepladsen så tæt på. Der er en forfærdelig stank fra den. De fleste nætter og om morgenen kommer stanken indover byen. Floden tæt på landsbyen er forurenet, og der er affald i den,” siger Nina uden at stoppe fingrenes dansen over majskolberne.   

Et kvarters kørsel fra majsarbejderne finder man årsagen til kvindernes bekymring. På den enorme losseplads kæmper bulldozernes larvefødder en sisyfosk kamp i skraldemængderne. Hver dag bliver enorme mængder af affald kørt fra hovedstaden og bliver usorteret kastet på toppen af et affaldshav, der er 38 meter dybt.

Victor Serghenko er vicedirektør for lossepladsen. Han er en autoritært udseende mand med nålestrippet jakkesæt, et stort overskæg og et, om muligt, ligeså stort guldur. Han har en tydelig stolthed i det arbejde lossepladsen udfører, alligevel har han en del ønsker for lossepladsen, der kun er blevet meget sparsomt forbedret siden dens opførelse kort før Sovjetunionens kollaps.

”Vi har brug for mere moderne teknologi. Vores største problem her er, at vi mangler et drænsystem,” siger Victor Serghenko.

Drænsystem skal sikre, at spildevandet fra de mange meters affald ikke siver ned i undergrunden til skade for de lokale indbyggere, der i høj grad lever af områdets frugtbarhed og fiskene i den nærliggende flod som stadig er en yndet spise på disse kanter.

Pengene til forbedringerne har dog lange udsigter. Țînțăreni har i 2019 valgt at forlænge en aftale der går tilbage til 2017 mellem landsbyen og Chișinăus bystyre om affaldshåndteringen. Den lille landsby modtager årligt 6 millioner Moldoviske Lei, svarende til godt to en halv million danske kroner for at håndtere affaldet.

De penge har byen nydt godt af, mener byens borgmester, Ina Pascan, fra Det Demokratiske Parti

”Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at det er en god situation, som det er nu. Jeg mener, kig på al det affald. Hvem kan sige det er godt? Men før vi havde lossepladsen, havde byen en lang række problemer, dem har vi løst nu. Så lossepladsen er for os mere end bare den dårlige lugt. Den har forbedret vores børnehaver og givet gadelamper i landsbyen” siger Ina Pascan.

Målt på BNP per indbygger ligger Moldova sig mellem Marokko og Palæstina. De fattige moldovere, få timer fra EUs grænser, er frustrerede over landets situation. Foto: Walther Bølge
Så meget skrald producerer vi årligt per person:
Danmark: 777 kg. per person – (EU’s højeste produktion)
Moldova: 540 kg. per person
EU-snit: 480 kg. per person

Kilde: Eurostat 2016 og ’An Analysis of Waste Management in the Republic of Moldova’- Procházková et. al. 2018.    

Landsbyens borgmester er opgivende og utilfreds med sine kolleger, landets politikere.

”Jeg er vel egentlig pessimistisk omkring hele situationen her. Politikerne gør ikke, hvad de skal, de taler bare. Når de er valgt, så er løfterne glemt og befolkningen efterladt,” siger hun.

Det er en holdning der går igen, når man taler med moldoverne, men Ina Pascan peger ikke kun fingeren op ad, når hun skal udpege hvem der svigter i det moldoviske samfund

”Den store migration er et problem. De kloge er smuttet for længst. Der en masse mennesker tilbage, der ikke bekymrer sig om problemerne, de ønsker ikke at gøre en indsats for landet, når situationen her er så ustabil,” siger hun.

Lossepladsen i Țînțăreni er en af godt 1500 moldoviske offentlige lossepladser. De mange lossepladser skal leve op til en lang række krav omkring miljø, genanvendelse og lossepladsens udformning, herunder eksempelvis det drænsystem som Victor Serghenko efterspurgte til lossepladsen i Țînțăreni.

Lovkravene er vedtaget med stor inspiration fra EU-landenes lovgivning på området, som har nogle helt andre forudsætninger for at leve op til de relativt strikse krav. Der er i dag i Moldova ikke en eneste losseplads, der lever op til kravene. I stedet har alle lossepladserne status af ’in the process’ – altså på vej mod de forbedringer, der i det fattige land kan tage mange år at indfri.

Det betyder, at der reelt set ikke er en eneste losseplads i Moldova, der lever op til den lovgivning, der er på området, som det ser ud i dag.

Så stor en del af skraldet bliver genanvendt:
Danmark: 46 %
EU-Snit: 46 %
Moldova: 2 %
Kilde: Eurostat 2016 og ’An Analysis of Waste Management in the Republic of Moldova’- Procházková et. al. 2018.  

På lossepladsen i Țînțăreni er affaldet stablet i 30 meters højde. Maskinerne masser sig igennem de næsten ufremkommelige masser. Foto: Walther Bølge

Tvunget til ulovlige løsninger

I den lille landsby Dănceni, hvor den unge læge Victoria stod med sin søn Swatei i armene, går to mødre en eftermiddagstur hver med en barnevogn skubbende foran sig. De må, som resten af landsbyens beboere, skille sig af med deres affald ved den ulovlige losseplads.

Den ene af de to unge kvinder, fortæller at hun flyttede ud af byen, mens affaldsbranden var værst. Hun var højgravid og dybt bekymret for, hvordan røgen ville påvirke hendes ufødte barn. Hun er nu vendt tilbage til sin hjemby, men bekymringerne forbundet med lossepladsen lurer stadig,

”Jeg tænker meget på de hjemløse katte, hunde og især rotter og hvilke sygdomme de mon har med sig, når de roder rundt i vores affald,” siger hun.

Hendes lille dreng ligger og pludrer i barnevognen, som hun triller foran sig ned ad en stille villavej. Den lille dreng i barnevognen bliver en del af en ny generation af moldovere, der kommer til at bære en stor byrde på skuldrene. Det er en generation, der skal tage over for det gabende hul i befolkningspyramiden, der er blevet skabt af, at næsten én million, primært unge, har forladt landet.

Blandt de unge der er tilbage i Moldova, er der ingen tvivl om, hvad der tvinger de unge moldovere ud af landet. En lammende grad af korruption fra nederste til øverste del af samfundet og en opfattelse af at politikerne ikke forsøger at løse problemerne, har alt sammen ledt til, at de unge moldovere, såvel som de fleste ældre, har mistet tiltroen til at systemet, som det er nu, vil kunne løse landets store udfordringer.

Et ministerium i knæ

I det centrale Chișinău på gaden Stefan Cel Mare, opkaldt efter den sagnomspundne landsfader, Stefan den Store, gemmer der sig en grå kontorbygning. Med den betonbrutalistiske stil, der kendetegner mange af Østeuropas storbyer, afslører bygningen ikke umiddelbart at gemme noget særligt bag de rå mure. Kun teksten over døren røber indholdet af den grå betonkasse. ’Ministerul Agriculturii, Dezvoltării Regionale și Mediului’ – Ministeriet for Landbrug, Regional Udvikling og Miljø.

Indenfor, som udenfor, er der intet der antyder, at bygningen huser et ministerium. En trappe fører op på første sal hvor en lang kø er stimlet sammen foran det, der er hovedstadens motorkontor. På sjette etage har ministeriet hovedsæde. Her arbejder Virginia Galatnov, der er embedskvinde i ministeriet.

I et anonymt mødelokale sidder hun og to andre embedskvinder ved et bord. De sidder her for at fortælle om miljøministeriets indsats med affaldshåndteringen, hvorfor det er kommet så vidt, og hvad de gør for at afhjælpe problemet. For hun anerkender, at der er problemer.

”Det største problem, vi står overfor i øjeblikket, er manglen på velfungerende drænsystemer. Det er en nødvendighed i de rurale dele af landet, der ikke har rent vand som følge af affaldspladserne,” siger Virginia Galatnov.

Selvom Virginia Galatnov anerkender, at Moldova har problemer, når det kommer til affaldshåndteringen, maner hun også til besindighed og en forståelse for det grundlag, der er at bygge på,

”Vi har sovjetiske standarder i Moldova. Vi forsøger at ændre det, og vi forsøger at tilpasse os, men den her slags ting tager tid,” siger hun.

Og netop de langsigtede løsninger er det, der er blevet forsøgt for at imødekomme og løse problemet. Fra 2022 starter en 5-årig forsøgsordning, der skal sikre en bedre affaldssortering og genanvendelse af affaldet. Men der hvor langsigtede løsninger ikke virker, er ved akutte problemer, og de moldovere der akut savner en løsning på affaldsudfordringen, må endnu kigge langt efter en holdbar løsning.

Ifølge Virginia Galatnov er det næsten umuligt at løse nogle af problemerne på området. Affaldshåndteringen er et betændt område, og det er blevet politiseret. Mange af de love der vedtages i det Moldoviske parlament, skal implementeres på lokalt niveau, og det er ifølge ministeriet her, den reelle udfordring ligger,

”Vores job er at kontrollere, at alt forløber efter lovgivningen, mere kan vi ikke gøre. Løsningerne ligger på det lokale niveau. Vi har desværre bare store udfordringer med, at de lokale myndigheder ikke udfører deres job ordentligt,” siger Virginia Galatnov.

Det er tydeligt, at hun mener, at ministeriet tager problemstillingerne seriøst. Men i ministeriet peger fingrene andre steder hen, når det kommer til at konkretisere, hvem der har ansvaret. Det er nemlig ifølge Virginia ikke bare de lokale myndigheder, men også de moldoviske indbyggere, der bør tage en større del af ansvaret,

”Problemet er befolkningen. De gider ikke bekymre sig om affaldshåndtering, og de gider ikke betale for, at deres skrald bliver afhentet. De siger ’det er bedre vi klarer det her selv’, og så vælger de ikke at betale,” siger Virginia Galatnov med henvisning til de ulovlige og uregulerede lossepladser, der skyder op rundt omkring i landet.

De unge, der er tilbage, kan starte en bevidsthed

Det er dog ikke alle moldovere, der deler den ligegyldighed over for affaldshåndtering og miljøet, som Virginia Galatnov antyder. Der er i Moldova, som i mange andre steder i verden, sket noget, der med fare for at kaste sig ud i en underdrivelse af olympiske dimensioner, bedst kan betegnes som et paradigmeskifte.

Moldovas ungdom, den der er tilbage, har med slagkraftige sange, selvkonstruerede skilte og skolestrejker fredag efter fredag fyldt de moldoviske gader til den globale klimastrejke Fridays for Future. Dermed har de meldt sig ind i forreste geled af den klima- og miljøkamp, deres jævnaldrende kampfæller har kæmpet i gader verden over de sidste par år.

Moldova er på mange måder et land med et begrænset manøvrerum, en skrantende økonomi, udbredt korruption og det der bedst kan beskrives som en politisk børneleg om ’hvem der er den’, når det kommer til at tage ansvar for de miljømæssige problemer.

Derfor mener mange af de unge moldovere, at det er en ændring i befolknings bevidsthed, der skal drive udviklingen til en grønnere fremtid. En fremtid hvor magthaverne løser de affaldsproblemer, der er et biprodukt af den stagnerende ligegyldighed. En ligegyldighed der måske nu er ved at ændre sig.

Marius Frecauteanu er en af de unge moldovere, der håber på at kunne være med til at ændre befolkningens indstilling. Marius bor i den andenstørste by i Moldova, Bălți. Han er ambitiøs, veluddannet og klimaentusiastisk.

Marius er sammen med en gruppe ligesindede en del af miljøorganisationen Centrul de Resurse pentru Educatie Ecologica, eller CREE. Gruppen støttes blandt andet af Dansk Ungdoms Fællesråd, og har med støtte herfra, startet Green School.

Green School er et tiltag, der har som mål at uddanne Moldovas ungdom i vigtigheden af at passe på klima og miljø. Det gør de ved at forsøge at engagere de unge moldovere til at deltage i skolernes elevråd og derigennem kæmpe for affaldssortering og lignende bæredygtige lokale tiltag. Håbet er, at det skaber en forståelse af, at demokrati kan fungere, hvis man engagerer sig, og at de demokratiske løsninger kan gøre en forskel for Moldova.

”Her i Moldova er der større fokus på økonomisk udvikling og virksomhedsforhold. Klima- og miljøproblemerne er der ingen, der forholder sig til. Vi prøver at opfordre til, at vi som minimum betragter det med samme seriøsitet,” siger Marius.

Når Marius fortæller om sine visioner og tanker for Moldova og den ungdom, han fæstner sin lid til, er det med en smittende passion, der gør, det svært at være negativ på det lille lands vegne

”Jeg håber, at vi i CREE har en lille del i det, men jeg føler at folks mentalitet omkring miljøet er forbedret i de seks år, vi har eksisteret.” siger Marius.

Det lille foretagende har mange planer for et grønnere Moldova. CREE vil bidrage til at den kommende generation af moldovere bliver miljøbevidste og demokratiske.

En tiltrængt ændring

Tilbage i Danceni, ved den ulovlige losseplads der har brændt uafbrudt i to måneder, sætter den unge læge Victoria sin søn Swatei ned på den golde jord, der udgør familiens have, og lader ham lege. Få meter derfra løber familiens hund i utrættelige cirkler i et forgæves forsøg på at gøre sig fri af den lænke, der går fra dens halsbånd til hundehuset. Den gør i afmagt over sin situation.

Victoria tysser på hunden og vender så tilbage til at holde øje med Swatei. Hun føler ikke, at hun har nogen mulighed for at sikre sig, at den lille dreng, der forknyt stavrer rundt på eventyr i haven, ikke bliver påvirket af at vokse op med en rygende losseplads som nabo. Bekymringen og apatien er tydelig i hendes stemme. Herude på landet er hverken Fridays for Future, eller politikere der kaster den varme kartoffel mellem sig, noget der løser de problemer, hun står med i øjeblikket,

”Vi har det ikke godt med det her. Det er ikke godt for børnene. Vi vil have den losseplads lukket. Men hvad kan jeg gøre?”

SF-Folketingskandidat: Asyllejre i Nordafrika er det væsentligste bud på en løsning

Folketingskandidat fra SF Charlotte Vindeløv mener, at asyllejre i Nordafrika kan være det bedste bud på en realistisk løsning på flygtningeproblemerne.

Af: Kresten Andersen

Det skabte røre i den politiske andedam, da Socialdemokratiet i starten af 2018 i partiets integrationsudspil forslog at oprette asyllejre i Nordafrika, hvorfra asylansøgere til Danmark skulle have deres sag behandlet.

Med få måneder til folketingsvalget melder SF-Folketingskandidat Charlotte Vindeløv ud, at oprettelsen af asyllejre i Nordafrika kan blive en nødvendighed.

”Det er det væsentligste bud på løsningen af flygtningeproblemstillingen. Der er ikke kommet mange andre bud, så man må få skabt det, som er bedst muligt” siger Charlotte Vindeløv om oprettelsen af asyllejre.

“Vi vil opkvalificere til en anden type og rang af flygtningelejr, hvor familier kan få lov at leve et liv. Også mere end det man ser på udrejsecentrer i Danmark i dag.” Foto: Sara Hodzic

En langsigtet europæisk løsning

Ifølge Vindeløv er løsningen kun realistisk, såfremt at den bliver udført gennem EU. Netop det kan vise sig at blive en af de største udfordringer. Den europæiske opbakning til projektet, der har været på de europæiske forhandlingsborde af flere omgange, har nemlig ganske lidt opbakning uden for Danmarks grænser.

På trods af, at forslaget blot kan gennemføres på EU-plan og den europæiske støtte ikke er til stede, mener Charlotte Vindeløv dog ikke, at forslaget er et udtryk for symbolpolitik. For hende er første prioritet, at Danmark igen begynder at tage kvoteflygtninge, men forslaget kan være første skridt.

”Vi har en ret stor viden omkring flygtningefeltet i Danmark, og jeg tænker, det handler om at få spredt den viden, så de her lejre bliver så humane som muligt. Men det er et fælles ansvar at spytte penge i den proces” siger Charlotte Vindeløv.

En urealistisk løsning

Forslaget har dog mødt kritik fra en række NGO’er, herunder Dansk Flygtningehjælp, og forskere, blandt andre Ph.D Rikke Hostrup Haugbøll der har forsket i det politiske landskab i Mellemøsten og Nordafrika. Ifølge Rikke Haugbøll er forslaget urealistisk, blandt andet taget de Nordafrikanske landes stabilitet i betragtning.

”De her lande har deres egne problemer, i forhold til arbejdsløshed og en økonomi der er ved at knække, det bliver ikke nemmere, hvis de også skal til at håndtere et stort flygtningesegment.” siger Rikke Haugbøll der har svært ved at se, hvad incitamentet skulle være for de nordafrikanske lande.

Færre indvandrere er i kontakt med sundhedsvæsnet

Tal fra Danmarks Statistik viser, at indvandrere og efterkommere af indvandrere er i betydeligt mindre kontakt med det danske sundhedsvæsen end etniske danskere.

Det er ikke bare frygten for nåle, der afholder indvandrere fra at benytte sig af det danske sundhedsvæsen (Foto: Lars Helsinghof Bæk/Ritzau Scanpix)

Af: Kresten Andersen

Ifølge tal fra Danmarks statistik var 92,2% af danskerne i 2017 i kontakt med det offentlige sundhedsvæsen. Det samme var gældende for 85,4% af efterkommere af indvandrere og blot 77,4% af indvandrere. De store forskelle er der ifølge Morten Sodemann, professor ved Syddansk Universitet og næstformand i Dansk Selskab for Indvandrersundhed, flere grunde til.

For det første er indvandrerne tilbageholdende med at kontakte sundhedsvæsnet grundet sproglige udfordringer.

”De er simpelthen bange for ikke at blive forstået og føler, at det kan være svært at tale med lægen, når der ikke er tolk med. Som det er nu, skal de faktisk betale for at have tolk med” siger Morten Sodemann, med henvisning til tolkegebyret der blev indført i 2018.

Sprogkurser gør en forskel

Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet har forsket i effekten af sprogkurser, og har fundet, at sprogkurser har en stor positiv effekt for patienter med indvandrerbaggrund.

Sprogkurserne er med til at skabe en bedre forståelse af det danske sundhedssystem, og det er netop en af de mange udfordringer.

”Indvandrerne forstår ikke helt systemet. De ringer til vagtlægen i stedet for at gå til egen læge.  Familielæger er en relativt dansk ting, så de forstår ikke, at indgangsporten er dér og ikke på sygehuset.” siger Morten Sodemann.

 

Indvandrere har væsentlig mindre kontakt til lægen (Kilde: Danmarks Statistik)

En sundere livsstil

Man må dog også kigge på kulturelle forskelle, hvis man skal få en forståelse for uligheden. En af de vigtigste årsager til det lave besøgstal er simpelthen også en sundere livsstil.

Indvandrere har typisk et væsentligt mindre forbrug af alkohol og tobak sammenlignet med den danske befolkning. Netop alkohol og tobak er i høj grad udslagsgivende for, at danskerne besøger lægen, så det er også medvirkende til, at indvandrere har så relativt lave besøgstal.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at i forhold til det gennemsnitlige antal årlige besøg ved lægen, er det efterkommerne af indvandrere, der er i kontakt færrest gange. Her peger Morten Sodemann dog også på, at indvandrerne, i modsætning til deres børn, ofte har nogle ar, både fysiske og psykiske, med fra hjemlandene, der kræver lægehjælp.

Mine forventninger

Mit navn er Kresten Andersen, jeg er 24 år gammel. Jeg er født i Risskov, på kanten til Århus. Jeg har gået på Egå Gymnasium, efter min dimittering tog jeg et sabbatår hvor jeg rejste til Singapore, Australien og New Zealand, sidstnævnte har jeg boet i, i et år mellem folkeskolen og gymnasiet. I 2015 startede jeg på bacheloren i samfundsfag ved Aarhus Universitet, hvor jeg læste i 3 år og afleverede min bachelor i marts 2018, inden jeg droppede ud, uden mine fulde 180 ETCS-point, for i stedet at søge optagelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg interesserer mig for politik, journalistik og medier, men især hvor de tre krydser. Jeg interesser mig særligt for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derudover interesser jeg mig for AGF, fodbold generelt og film.

Jeg forventer af JM2, at jeg får en større forståelse for, og tryghed med, de grundlæggende metoder og praksisser i journalistikken. Jeg forventer, at jeg kommer til at bruge, det jeg har lært i praksis i ligeså høj grad, som vi gjorde på JM1, og at jeg derfor lærer en hel del. Jeg forventer, at nogle af de ting vi lærte på JM1, bliver gjort endnu mere klare for mig, samtidig med, at jeg lærer en masse nye metoder og teknikker som jeg vil få muligheden for at afprøve i virkelige interviewsituationer. Jeg forventer derudover, at jeg lærer om flere forskellige slags interviewer og prøver kræfter med andre typer interviewer end det var tilfældet på JM1.

Jeg har forberedt mig ved at lave hjemmeopgaverne, og finde ud af, hvad jeg skal have læst og have styr på, inden jeg starter.

I gruppe-/pararbejde kan jeg bidrage med en målrettet indsats og ordentlig forberedelse. Jeg møder altid velforberedt op, hvis jeg skal lave gruppearbejde og derfor har jeg også mulighed for at lægge en masse arbejde i det der bliver lavet. Derudover vil jeg bidrage til en god stemning og hyggeligt, socialt samvær

Min ambitioner for forløbet er at forbedre mig i interviewsituationer, at have en større forståelse for det journalistiske fag og de mange dele det udgøres af og at få læst og forberedt mig til timerne, så jeg kan få mest muligt med derfra. Jeg har fået merit for Politik og Medier, så jeg har god tid til at sætte mig ind i JM2 og få læst det der skal til. Hvis jeg skulle placere mine ambitioner på en skala fra 1-10 så ligger jeg på 9.

En af mine stærkeste sider er først og fremmest min evne til at tale med folk. Jeg finder det ret let at få interviewpersonerne i tale og at få skabt en tillidsfuld og åben relation imellem os på relativt kort tid. Det føler jeg, har været medvirkende til, at jeg har kunnet få nogle ret gode interviews om nogle svære emner, fordi interviewpersonen, efter min overbevisning, har følt sig tryg ved situationen, og dermed ikke har været anspændt eller tilbageholdende.

En anden stærk side jeg har, er mit ”drive”. Jeg er generelt ambitiøs og dedikeret til min drøm om at blive journalist. Jeg droppede ud fra mit studie på samfundsfag, fire måneder inden jeg havde den fulde bachelor, så jeg havde mulighed for at læse journalistik, hvilket jeg synes er et tegn på, at jeg gør hvad der skal til, i de situationer jeg står i. Sidste semester kørte jeg til Odense, Horsens og Aalborg efter interviewpersoner, fordi jeg synes de var bedre, end dem jeg kunne finde i Aarhus, så jeg springer ikke over, hvor gærdet er lavest.

En af mine svage side er organisering. Eksempelvis organisering af min tid. Hvis jeg har rigtig travlt, burde organisering ideelt set, hjælpe mig med at kunne overskue opgaverne og hvordan jeg skal prioritere dem. Jeg har desværre også oplevet, at jeg ikke har været så god til at organisere mit arbejde og mine artikler som jeg troede jeg ville være. Jeg har haft en ret klar køreplan i hovedet inden jeg tog afsted til en kilde for eksempel, og er så endt med noget helt andet end jeg har forstillet mig, og derfor har jeg ikke fået ligeså meget ud af min artikel, som jeg gerne ville have. Jeg vil forsøge at forbedre mig på dette område, ved at forberede mig bedre, når jeg skal ud til kilder og generelt prøve at være bedre til at organisere mit arbejde og min tid. Det er også en svaghed, at jeg til tider, har taget lidt let på forberedelsen op til interviewet, og det har det båret præg af enkelte steder. Det hænger sammen med organiseringen, hvor jeg har lidt svært ved at se, hvor jeg skal starte og gå ud fra, og derfor sker der så ikke rigtig noget, der driver mig i den rigtige retning.

I forlængelse af det, er det jeg skal udvikle mig på næste år organiseringen og forberedelsen. Jeg skal ikke bare møde forberedt op til timer, men også velforberedt til interviews. Jeg skal have styr på, hvad der skal ske, hvis min organisering og forberedelse hjemmefra pludselig ikke holder, så jeg ikke står uden en plan eller en idé om, hvor jeg skal hen af med mit arbejde

 

To mænd dømt for cannabis-produktion og hæleri ved retten i Viborg

Det er den 21. november i retten i Viborg. To mænd sidder på anklagebænken. De er anklaget for cannabisbesiddelse og produktion, hæleri og el-tyveri

Af Kresten Andersen

 

I retssal F finder en dommer, en anklager, en tolk, to domsmænd, to forsvarer, to tiltalte, en håndfuld tilskuere og fire politifolk læ for efterårets regn og rusk.

Retten er sat til kl. 9 og med få minutters forsinkelse bliver to litauiske mænd ført ind i retssalen. Den første der bliver vist på plads ved siden af sin forsvarer, er en kortklippet mand i slutningen af 20’erne med grå hættetrøje og jeans. Han kigger sig rundt i salen og hilser på sin forsvarer.

Efter få minutter tripper den anden mand ind. Han er jævnaldrende og anderledes formelt klædt med en blå skjorte, khaki-farvede bukser og et par moderigtige sejlersko. Han sætter sig fåmælt ved siden af sin forsvarer. De to tiltalte udveksler ingen blikke ved ankomsten.

Dommeren tager ordet, sikrer sig, at de tiltaltes tolk er i stand til at oversætte og åbner retsmødet.

 

Et uheldigt besøg

Anklageren rejser sig fra sin stol, tænder mikrofonen og læser op af anklageskriftet.
Anklagerens påstand er, at de to mænd mellem maj og juli 2018 skulle have drevet et skunklaboratorium i en landejendom i Kjellerup. I en aflåst lade finder politiet ved ransagningen en Audi, en Tesla og en BMW. Alle tre meldt stjålne i en periode fra 2016 til maj 2018. Disse ligger til grund for en anklage om groft hæleri. Herudover tiltales de to for el-tyveri for 41.000 kr.

Mens sagens alvor klarlægges for salens tilhørere, sidder de to mænd som stenstøtter. Alvorlige og afventende.

Den kortklippede tiltalte er første mand på anklagebænken. Han besvarer anklageren med en rolig stemme til tolken, der videreformidler hans forsvar. Den kortklippede forklarer, at han blot har besøgt den anden tiltalte i sin ferie, og at han ankommer til landejendommen direkte fra Litauen en uge inden anholdelsen. Han er, siger han, fuldstændig uvidende om skunklaboratoriet og de tre biler. Ifølge ham brugte de to ugen på at grille og spille computer.

Manden i den blå skjortes forklaring stemmer overens med den kortklippedes, han nævner også at han var alene om foretagendet. Han erkender besiddelse af 6,3 kilo hash og el-tyveriet, erklærer sig uenig i det skønnede udbytte af de fundne planter og erklærer sig uskyldig i anklagen om groft hæleri. Han påstår, at en mand kom en sen aften, parkerede bilerne og gav ham nøglerne.

Anklageren forholder den kortklippede mand med en billet fra Storebæltsbroen, der placerer ham i Danmark, godt 2 måneder før han påstår, samtidig har hans mobil udelukkende været på danske og norske telemaster i den tid.
Som vidne i retssagen træder en narkobetjent ind. Han er den betjent, der anholdte de to tiltalte og beretter om et skunklaboratorium af meget professionel karakter.

Anklagemyndigheden kræver 2,5 års ubetinget fængsel, udvisning og indrejseforbud i 6 år for begge tiltalte.

 

Skyldige i fuldt omfang

De to tiltalte bliver begge idømt 1 år og 9 måneders fængsel, udvisning af landet og 6 års indrejseforbud. De kendes skyldige i fuldt omfang. Retten har i sin afgørelse lagt vægt på, at de to tiltalte intet tilhørsforhold har til Danmark, at de kun er rejst til landet med et kriminelt sigte og den professionelle udførelse af laboratoriet.

Den kortklippede vælger at modtage rettens dom, den dømte i den blå skjorte beder om betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.
(Jeg vil fortælle, at to litauiske mænd ved retten i Viborg dømmes for cannabisproduktion, hæleri og tyveri og idømmes 1 år og 9 måneders fængsel)

3499 tegn

Min krop havde fået nok

Af Kresten Andersen

”De seksuelle overgreb var der hver dag i to år. Udover det, var den fysiske vold der ikke så tit, det var kun hvis jeg provokerede ham eller sagde fra. De psykisk overgreb var der hver eneste dag i fem år”

22-årige Louise Vestergaard gnider sig eftertænksomt og med nærmest mekanisk repetition i hænderne alt imens hun, med en paradoksalt rolig stemme, fortæller om de overgreb, hun var udsat for fra sin ekskæreste fra omkring afslutningen af folkeskolen og frem til 20-års alderen.
Hun sidder med benene i skrædderstilling på en grøn stofstol i sin lejlighed i Aalborg. Lejligheden er beliggende, i en af de kvarterer man finder i en hver storby. Et gammelt arbejderkvarter der, med sine rå forfaldne facader minder om en barsk fortid, men som i dag er centrum for fornyelse og fremtiden.

Ligesom forrige generationer af beboer i kvarteret har gjort det, holder Louise sig indendørs efter mørkets frembrud. Louise kæmper nemlig en daglig kamp mod angst. En angst med rod i det voldelige forhold der dominerede hendes liv igennem hendes teenageår.

 

Et voldeligt forhold

For en femtenårig pige, uden særlig erfaring med forhold, forelskelse og fyre var Louises ekskæreste hurtig til at give hende netop den bekræftelse, som alle unge mennesker søger.

”Han var god til at give komplimenter og sige de rigtige ting, og give mig den opmærksomhed jeg ikke følte, at jeg havde fået tidligere,” siger Louise.

”Jeg skal vide, at det er okay at være ked af det og at have dage, hvor det ikke er sjovt at være mig og ikke undskylde for det,” siger 22-årige Louise Vestergaard. Foto: Kresten Andersen

Hvad der startede som en hver anden ungdomsforelskelse udviklede sig i takt med kærestens stofmisbrug til en dagligdag med nedsættende kommentarer. Alt fra væremåde til udseende blev udstillet og latterliggjort. Den systematiske nedbrydning af Louises sind udviklede sig halvandet år inde i forholdet ved en fest til fysisk vold”Jeg skal vide, at det er okay at være ked af det og at have dage, hvor det ikke er sjovt at være mig og ikke undskylde for det,” siger 22-årige Louise Vestergaard

”Jeg blev smidt ind i en mur og slog min ryg ind i nogle tagsten. Jeg slog hovedet ind i muren. Han sagde selvfølgelig undskyld og at det aldrig ville ske igen… Det var også derfra, at de seksuelle overgreb de begyndte,” siger Louise

For den unge kvinde bliver hverdagen en konstant kamp mod ydre såvel som indre dæmoner. Louise tager sig selv i, ikke at kunne sige fra, ikke at kunne fortælle sin omverden hvad hun befinder sig i og i at føle, at hendes moralske kompas bliver slået ud af kurs.

”Jeg anede overhovedet ikke, hvad det var jeg var inde i, fordi han var den første kæreste jeg havde. Han fik det til at lyde som om, det var mig der var noget galt med. At det altid havde været mig, der var noget galt med,” siger Louise.

Den konstante usikkerhed om rigtigt og forkert, fastholdte hende i forholdet og gjorde, at hun ikke følte at hun kunne fortælle sin historie til sin omgangskreds. De få gange hun prøver, bliver hun ikke taget seriøst, da de fleste kender ekskæresten som en rar mand.

Da Louise mærker at forholdet påvirker hende psykisk, og kroppen siger fra, gør hun op med den voldelige kæreste. Hun stiller ham et ultimatum. Det er hende eller stofferne. Hun er allerede bekendt med hvilket valg han kommer til at træffe.


Som et forhold bør være

I dag står der ikke blot Louises navn på postkassen i den anonyme opgang til lejligheden. Louise er flyttet sammen med sin nye kæreste. Men at have været i et voldeligt forhold er ikke uden konsekvenser. Louise har før lidt af depression og anoreksi, og lever i dag med angst.

”Jeg kan ikke falde i søvn. Der går flere timer før jeg falder i søvn, jeg kan ikke lide at være alene hjemme, jeg kan ikke lide at gå ud om aftenen. Der er rigtig mange fysiske ting, som min krop husker fra den gang, som kommer frem igen. Det resulterer i angstanfald,” siger Louise

Som de fleste ar på sjælen er angsten ikke til at se, hvis ikke man ved, den er der. Udover angstanfald har Louise, i forholdet til sin nye kæreste, måttet finde en balance mellem hvad han skal vide om hendes fortid

”Jeg er bange for, at der vil komme en distancering mellem os. Det kan der nemt gøre, hvis han bliver bange for at gøre mig ked af det eller bange. Så jeg tror, at for mig, er det fint nok, at han ikke ved alt, for så skal han heller ikke overanalysere alt han gør,” siger Louise

Det nye parforhold, var i starten svært for Louise at forstå, med baggrund i det tidligere forhold

”Jeg græd mig selv i søvn. Jeg slog også op med ham i et par måneder, fordi jeg slet ikke kunne være i mig selv, jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle være. Jeg kunne ikke forstå, at der rent faktisk var et menneske, der var sødt imod mig, og faktisk ville mig noget godt, og ikke bare brugte mig, fordi jeg var der. Det tog lang tid,” siger Louise

Forholdet til den nye kæreste lider i starten under, at Louises krop husker mere end hun selv gør. Louise fortæller om, en episode hvor hendes kæreste i starten af forholdet vil kramme hende bagfra, men kommer til at lægge halsen om hendes hals, det er nok til at kroppen husker de fysiske overgreb og derfor lukker helt ned.

Louises øjne flakker rundt i den hyggelige stue, mens hun fortæller. Øjnene hviler et kort øjeblik over i sofaen hvor hendes veninde sidder for at yde den støtte, der er rar at have, når man skal tale om den slags der bliver talt om i dag.

En fremtidig kamp

Veninden i sofaen, var den første Louise talte med om det voldelige forhold. De mødte hinanden på pædagogstudiet hvor Louise i dag studerer. Udover en stærk veninde at læne sig op ad, har Louise haft flere måder at behandle sit traume og genopbygge livet på

”Jeg begynder jo at kunne huske. Til at starte med kunne jeg næsten ikke huske, hvad der var foregået, jeg havde fortrængt det, men jo mere jeg snakker om det, jo mere kan jeg huske og jo mere kan jeg også arbejde med mig selv,” siger Louise

I dag skriver Louise en bog om sine oplevelser og håber på, at kunne arbejde med voldsramte kvinder

”Jeg har fået nogle erfaringer, som rigtig mange mennesker heldigvis ikke får. Det betyder også, at jeg kan hjælpe rigtig mange mennesker. Det at man snakker åbent om tingene, det gør også, at der er flere, der får øjnene op for, hvad der foregår i deres forhold, og hvornår de skal sige fra”.

Udenfor lejligheden er et par håndværkere i gang med at pudse en af de gamle facader i det rå kvarter op. Det er en lang, men sikker proces mod det bedre.